Den første svære tid - Birgitte Hanson

- Ulykken har været svær at rejse sig fra. Det er en lang proces, man skal igennem, fortæller Birgitte Hanson, der mistede sin mand og selv blev rygmarvsskadet ved en motorcykelulykke for to år siden.

Jeg har snakket med Birgitte om den første svære tid, hvor hun isolerede sig, og om tiden, der har fulgt, hvor støtte og omsorg, mødet med andre rygmarvsskadede, digte og tilbagevenden til job har været og er vigtige brikker i en helende proces.

Tekst: Birgitte Bjørkman

- Jeg kunne ikke klare øjenkontakt, fortæller 51-årige Birgitte Hanson, som har inviteret mig indenfor til frokost i hendes rækkehus i Herlev. Her er hyggeligt og rart, men det tog Birgitte lang tid at finde ro i sine nye omgivelser; ikke langt fra det rækkehus, som hun boede i med sin mand Jan. Før ulykken. 

Ulykken

Da ulykken skete en sensommerdag i september 2016, var Birgitte og Jan på vej hjem fra København. En af de mange ting, de var sammen om, var at danse salsa, og i motorcyklens topbox lå Jans nyindkøbte dansesko.
En time senere lå Birgitte på Intensiv Afdeling på Rigshospitalet. I koma og uvidende om ulykken. Hun havde pådraget sig en rygmarvsskade og flere indre skader. Jan blev dræbt på stedet. 

Jeg følte mig låst

Birgittes liv blev sat på standby den dag, da hun vågnede af sin koma. I de mange måneder, som hun tilbragte først på Rigshospitalet og senere på Klinik for Rygmarvsskader, forsøgte Birgitte at navigere i en tilstand af stor sorg over tabet af sin mand og en fremmedhed overfor sin egen krop, som hun ikke kunne forholde sig til.
- Det var ikke nemt for personalet at hjælpe mig, fortæller Birgitte, der kun lukkede ganske få personer ind i den periode.
- De gjorde bestemt det bedste, de kunne, og har sikkert følt sig utilstrækkelige. Men jeg kunne bare ikke. Jeg følte på en måde, at jeg blev kvalt, hvis nogen kom for tæt på. Jeg kunne heller ikke klare at have tøj på kroppen, eller at døren til stuen blev lukket. Jeg følte mig låst, og det gav mig angst og klaustrofobi.
Ganske få sygeplejersker og Birgittes faste fysioterapeut fik lov til at komme tæt på Birgitte, og der gik lang tid, før hun kunne lukke flere personaler ind i sit liv. Og blandt de øvrige patienter blev hun, med Birgittes egne ord, hende den mærkelige på stue 12, der isolerede sig og aldrig kom ud blandt de andre.
- I dag er jeg ked af, at jeg ikke kunne påskønne den hjælp, som mange ville give mig. Men jeg er glad for, at de ikke gav op, fortæller Birgitte med et smil.

Gemte sorgen

Hvad Birgitte frygtede mest var, at der blev stillet spørgsmål til ulykken, og til hvordan hun havde det.
- Jeg havde så svært ved at tale om det, fortæller hun. Samtidig fornemmede hun, at der blev snakket om hende på afdelingen.
- Det var nok både nysgerrighed og medfølelse. Men jeg kunne ikke rumme, at de blev berørt – jeg havde rigeligt med min egen sorg. Det gjorde for ondt. Jeg kunne simpelthen ikke tage mig af det og lukkede derfor ingen ind.
- Jeg skulle samtidig lære så meget på kort tid, og jeg havde også min søn, der havde mistet sin far, så der var ikke plads i mit svære sind.
Birgitte isolerede sig i stedet og gemte sin sorg under indlæggelsen i Hornbæk.
- Jeg kunne kun håndtere en ting ad gangen, så jeg inddelte mine tanker i indre kasser; min søn, sorgen, familien og mig selv. Sorgkassen blev først rigtig åbnet, da jeg kom hjem.
Undervejs havde Birgitte tanker om at vælge livet fra.
- Det skræmte mig at have sådanne tanker. Men de var der. Jeg tænkte ”det her liv er ikke noget for mig … jeg er ikke stærk nok”. I lang tid var det Livslinjens telefonnummer, der stod øverst på hendes telefon. Birgitte erkender, at det er hendes søn, der er grunden til, at hun sidder her i dag.
- Han var også den eneste, som jeg kunne holde i hånd.

Hjælpen fra familien

Uden sin bror ved Birgitte heller ikke, hvordan hun var kommet igennem den svære tid.
- Han har stået ved min side fra dag ét.
Broderen har bl.a. hjulpet med at afhænde firmaet, finde ny bolig, holde kontakt til advokater og kommune, og sammen med Birgittes to søstre og svigerinden pakkede han Birgittes og Jans hjem ned.
- Vores lejlighed var i fire plan, så det var udelukket, at jeg kunne flytte tilbage efter udskrivelse.
Vi sidder i Birgittes køkken og spiser frokost. Et køkken, som er resultatet af broderens dialog med Herlev Kommune.
- Han har praktisk talt sørget for, at mit liv kan fungere.
I dag er det ikke længere de praktiske ting, der fylder, når de er sammen. Birgitte har langsomt taget over.
- Nu kan vi sidde og spise og nyde hinandens selskab.

Mødet med andre rygmarvskadede

Og så er der mentorordningen på Klinik for Rygmarvsskader. Den fik stor betydning for Birgitte. Mentorkoordinator Cathrine Guldberg besøgte Birgitte allerede under hendes indlæggelse på Rigshospitalet og blev hendes mentor under indlæggelsen på Hornbæk.
- Som kvinde og rygmarvsskadet har Cathrine været en stor støtte og gjort en stor forskel for mig, fortæller Birgitte og fortsætter:
- Jeg troede, at jeg skulle sidde med bukser med velcrolukning og flade sko, men Cathrine viste mig, at jeg godt kunne klæde mig kvindeligt. Birgitte erindrer med et smil:
- Jeg husker da hun besøgte mig første gang. Hun kom strygende ind ad døren med makeup, smart skjorte og smykker. Jeg var helt mundlam. Ku’ man se så godt ud i kørestol! Hun ringer stadig til mig … bare for at tjekke op på, at jeg er okay. Og min familie har også haft glæde af samvær med Cathrine, hvor de kunne få svar på mange spørgsmål.
Også mødet med en anden rygmarvsskadet, der også har mistet et familiemedlem, har haft stor betydning for Birgitte, og de har i dag et nært venskab. Med ham har Birgitte kunnet dele og bearbejde sin sorg, som hun ikke har kunnet med så mange andre. 

Et job at komme tilbage til

Før ulykken arbejdede Birgitte som medhjælper i en daginstitution i samme bebyggelse, hvor hun bor. Og allerede tre uger efter udskrivelsen fra Klinik for Rygmarvsskader i juni sidste år, var Birgitte tilbage i institutionen. Fleksjob havde hun fra en tidligere ulykke, hvilket gjorde det nemmere at komme tilbage. Birgitte startede med få timer og har langsomt trappet op og er i dag på job i 12,5 timer om ugen.
- Jeg er dybt taknemmelig over Herlev Kommunes indsats. Jobcenteret gav mig plads til at sætte nye mål i mit eget tempo. Stille og roligt. Og vigtigst. De troede på mig.
Birgitte var i samråd med kommunens fastholdelseskonsulent delvis sygemeldt frem til maj i år.
Birgitte indskyder:
- Hvad der også gjorde mig tryg, da jeg startede, var, at jeg havde besøgt institutionen et par gange under min indlæggelse. Både børn og forældre havde mødt mig.
Og Birgitte ved ikke, hvad hun skulle have gjort, hvis hun ikke havde haft sit job at komme tilbage til.
- Tankerne er et andet sted, når jeg er sammen med børnene. Så flyttes fokus, og jeg sidder ikke og er ked af det. 

Digte

Og så er der digtene. Siden ulykken har Birgitte skrevet digte. Digte om sorg, tab og savn. Og om at finde livsmod og glæde i en ny hverdag.
- At skrive digte blev for mig en måde at få kontrol over mine tanker og sætte ord på sorgen. Man kan få sagt meget på få linjer, fortæller Birgitte, der har skrevet de fleste af sine digte under indlæggelsen på Hornbæk. Det seneste digt blev skrevet i foråret.
- I dag føler jeg mig tømt, men det har været en god proces. Skriveriet sætter ens tanker og følelser i perspektiv … det er en god måde at bearbejde sorg på.

Den rigtige vej

Birgittes sorte stunder er der blevet færre af. Dem, der kom, når hun var alene og ensomheden var overvældende. Ofte på et splitsekund efter at hun var kommet hjem fra job eller en hyggelig aften med veninder.
Birgitte fortæller, at det begyndte at vende i foråret, hvor hun for første gang efter ulykken sad efter et venindebesøg og tænkte: ”Hvor har det været en god dag”.
- Men det er benhårdt. Det er det stadigvæk. Det er en lang og sej proces, man skal igennem.Jeg har kendt Jan siden jeg var 16, og vi var lykkelige. Jeg savner ham så meget, og det liv, vi havde sammen.
- Men det går den rigtige vej, og jeg har siden foråret og over sommeren fået flere og flere af de gode oplevelser.
Birgitte fortæller, at det kan være små ting i hverdagen. Som da hun en dag sad og reflekterede over, at pudebetrækket, som hun lægger mellem benene om natten, stadig var betrækket, som hun havde fået med hjem fra Hornbæk. I dag er det for længst smidt ud og erstattet med betræk, der passer til sengetøjet. Og i stuen står der smukke, hvide orkideer i vindueskarmen, og sofaen har fået nye puder.
- Det fortæller mig, at jeg er på vej tilbage til mit gamle jeg.

I dag føler Birgitte sig privilegeret over at have venskab og bekendtskab med andre rygmarvsskadede.
- Det er en gave, og der har været - og er - mange dejlige mennesker, som jeg har mødt undervejs og som har sat tid af til mig.
Birgittes sorg over tabet af Jan har de ikke kunnet tage fra hende. Ej heller sorgen over, at hendes søn har mistet sin far, og at han har det svært.
Men det er de mange små og store samtaler om livet med en rygmarvsskade og om de muligheder, der er for et godt og aktivt liv, som har givet Birgitte de brikker, som hun siden har samlet og fortsat samler på.
- Det er de brikker, der hjælper mig til at genvinde mit livsmod og blive den mor og kvinde, som jeg ønsker at være for min søn og for min familie og venner.

Hvordan rejser man sig, når man ikke kan stå? 
Hvordan kommer man videre, når man ikke kan gå?

Jeg er så træt, og det er svært på ny at slå lejr
Men tænker, - at være kommet hertil er vel lidt af en sejr

I siger alle sammen hvor sej jeg er
Men gnisten skal tændes, for den er der ej mer´

Vejen ud i mit nye liv er hårdt
Fuld af forhindringer og ukendte kort

Kort der med tiden kan vise en vej
Til glæde og oplevelser uden at sige nej