Den svære erkendelse

Tekst: Marianne, december 2012
Foto: Emma Flokstra Nielsson

I går var en dejlig dag. Travl og fuldt besat fra morgen til aften.

Jeg er så heldig, at jeg har en slags skånejob, hvor der på alle måder bliver taget hensyn til mit handicap. Bl.a. har jeg altid fri om mandagen og om fredagen, og i går var det mandag. En mandag efter en dejlig weekend med besøg af vores lille barnebarn og ikke ret meget pause.

MarianneMin rygmarvsskade kan stort set ikke ses: Jeg går helt normalt, hvis bare det ikke er ret langt, og jeg fungerer stort set uden hjælpemidler indendørs. Jeg har efterhånden lært, at et af mine store problemer er, at jeg hurtigt bliver meget træt. Alt for hurtigt, synes jeg! Der er så meget, jeg gerne vil nå hver dag, men igen og igen stoppes jeg af en total mangel på energi.

En evig overraskelse

Hos mig viser det sig ved kvalme og, når jeg går, ved stive, stramme og smertende ben. Jeg har kendt til det i over fem år, og alligevel kommer det som en overraskelse gang på gang. Kvalmen begynder næsten altid med små opstød. Jeg ved, det betyder, at nu er grænsen nået, men alligevel fortsætter jeg. Jeg tænker: Det er da pudsigt så meget luft, jeg har i maven.

Det slår mig stadig ikke, at jeg bør lytte til min krop og geare lidt ned. Nej, fruen fortsætter lystigt, indtil kvalmen kommer brusende og effektivt får stoppet mig.

I går var sådan en dag efter en travl weekend, hvor jeg burde holde lidt pause, burde give mig selv lov til at flyde ud med en god bog. Men nej, jeg havde en masse planer: træning i træningscentret fra morgenstunden, veninde-besøg og herefter mor-besøg med en lang køretur frem og tilbage og til slut pilates og indkøb.

Jeg klarede det hele, men det var godt nok på et hængende hår. Kvalmen lå lige under overfladen, og sidst på dagen var det egentlig ikke så sjovt mere. I dag har jeg så været på arbejde, og overraskende nok havde jeg ikke overskud til det, og alt for meget gik i kludder.

Glemmer mine begrænsningerMarianne

I går morges talte jeg med en god veninde og fortalte glædestrålende om alt det, jeg skulle, hvortil hun svarede: - Og det, synes du, er smart? Ja, det er jo lige det. Jeg ser på mig selv og ser et menneske uden handicap.

Jeg glemmer gang på gang, at jeg faktisk slet ikke er som før, at jeg vitterlig ikke kan det, jeg selv mener, jeg burde kunne. Jeg stiller store krav til mig selv, for det har jeg gjort hele mit liv, men det koster!

Venindens kommentar i dag var: - Så kan du lære det, kan du! Ja, jeg lærer, men det tager tid, og jeg er overbevist om, at jeg kommer til at overskride mine grænser igen og igen. Min største udfordring er at erkende mine begrænsninger. Måske lærer jeg det. Jeg skal bare lige…

Kort om Marianne

Alder: 57
Beskæftigelse: Ordinært arbejde på deltid
Diagnose: Inkomplet tetraplegi pga. spinalstenose i nakken
Følger: Kraftnedsættelse, nervesmerter, muskelsmerter, udtrætning, føleforstyrrelser samt let påvirket blære- og tarmfunktion.
Rygmarvsskadens varighed: Skaden er kommet snigende indenfor de seneste ca. 10-12 år
Marianne vil gerne være anonym. Hendes identitet er redaktionen bekendt.