Fritid, hobby, traktorer

Traktorer: Først skæbne – siden passion

Ivar er historien om glæden ved at eje og have gamle traktorer omme i laden sammen med alle minderne. Samtidig er de påmindelsen om, at de kan være farlige og blive skæbnesvangre. Også i valget af hobby.

Tekst: Anders J. Andersen

Ivar samler på traktorer. Mange traktorer!
- Det hele begyndte for 2½ år siden, fortæller 65-årige Ivar Christensen.
- Nu har jeg 61. Nåh, nej. Ivar kommer i tanke om, at han lige i dag har solgt to, så han retter sig selv:
- Jeg har 59 traktorer.

Bonde født

Vi sidder i dagligstuen på hans fødegård på Møn. Man kan vel nærmest kalde den en slægtsgård, for Ivars mor blev også født her. Her blev han landmand med opkøb af fem nabogårde, malkekøer og senere med fedekvæg. I dag har han kæresten Berit, hunden Pelle og jorden er bortforpagtet. Børn og børnebørn er forankret i hovedstaden.
Vi har en del til fælles, Ivar og jeg: Begge mønboer, gårdmandssønner og begge blevet rygmarvsskadet med en traktor involveret. Ivars kærlighed til traktorer er dog flere sporvidder større end min.
- Jeg havde en klassisk grå Ferguson, som jeg købte for 15 år siden. Den solgte jeg efter ulykken i 2010, fortæller Ivar.
- Jeg fortrød, og heldigvis fandt jeg i Gul & Gratis en gennemrestaureret helt fantastisk grå Ferguson fra 1947 med to tanke. Den ene tank er med benzin, som den startede på. Herefter slog man den over på den anden tank med petroleum, som den kørte på. Petroleum var åbenbart billigst, men den kunne kun starte på benzin.
- Den måtte jeg ha’, så den købte jeg. Det blev snart til flere. Da jeg havde 5-6 stykker, spurgte sønnen, hvad fanden vil du med dem? Og hvem skal rydde op efter dig? Jeg svarede min søn: Jamen, det er ikke sikkert, at jeg dør først!

Samlingen

Nærmest som en provokation købte Ivar nogle flere, og dermed var grundstenen lagt: Det kunne være sjovt at se, om han kunne samle alle de traktorer, som havde været her på gården. For Ivar husker dem alle.
Den første grå Ferguson anskaffede faren i 1953. I de år begyndte mekaniseringen af dansk landbrug for alvor.
I dag har Ivar nået målet. Alle de traktorer, der har været på gården, står under tag på den mødrene gård. Og flere til. Ivar har dubletter og andre, som bare er sjove at have. I gennemsnit koster en gammel traktor i god stand 20.000 kr. Den suverænt dyreste i samlingen har kostet 40.000 kr. Den ældste er fra 1922. Den kan man stadig få reservedele til! De kan næsten alle sammen starte og køre.
- En gang havde vi startet 30 på én og samme gang. Det gav lyd og masser af røg. Skønt, klukler Ivar.
Blandt de danskproducerede traktorer finder man den velkendte Bukh i samlingen. Men de mere ukendte danske mærker med kort levetid som Danhorse og Acam har Ivar skam også.
I samlingen spotter jeg en 1-cylindret Porsche. Den lød som en fiskerkutter, og vi børn lå flade af grin, når naboen kom kørende derhjemme.
- Den kunne virkelig trække, siger Ivar med et smil.

Fællesskab

- For mig er det en fornøjelse med det sociale fællesskab med andre traktorinteresserede. Jeg handler med andre pensionerede landmænd. Vi får en god snak om det. Jeg vurderer traktorerne ud fra beskrivelser, telefonsamtaler med sælger og fra fotos via Gul & Gratis på nettet. Jeg kører aldrig for at se nærmere på dem. Og aldrig er jeg blevet snydt. Jo, én gang – men der er altså meget ærlighed i branchen, fortæller Ivar.

Ulykken

Den 13. december 2010 røg en minibigballe ned i hovedet på Ivar. Det skete, da han skulle hente halm i laden.
– Jeg tog chancen og hentede ikke den store grab, der kunne nå den øverste balle. Jeg tog den mindre, som stod lige ved siden af, men som kun kunne nå op til den midterste. Den øverste minibigballe faldt ned i hovedet på mig. Det var min egen fejl, og heldigvis for det. Der er ingen andre end mig selv at bebrejde, siger han tørt.
I frygteligt vintervejr lå Ivar dér på ladens betongulv i flere timer med 10 minusgrader udenfor. Heldigvis blev han fundet, og så gik det stærkt. 22 minutter efter helikopteren lettede, var han på Rigshospitalet med en skade ved tredje nakkehvirvel. I dag har Ivar et 24-timers hjælperhold på fem og kan slet ikke bruge sine hænder eller fingre.

Søger plejere

Det er ikke svært for os at komme frem til, at det for Ivar kniber med selv at skrue og reparere traktorerne. Ivar har søgt folk med interesse i at passe og pleje samlingen. De skulle gerne startes mindst én gang om året, men ingen har henvendt sig. I weekenden kommer to tidligere traktormekanikere og kigger på samlingen. De vil måske hjælpe. Men Ivar lægger vægt på, at interessen skal være ægte.
– Jeg har et positivt livssyn og tænker ikke på de ting, jeg ikke kan. Jeg ville hverken have haft tid eller råd, hvis ikke jeg var kommet til skade. Her spiller en stor ulykkesforsikring naturligvis en væsentlig rolle, fortæller Ivar og tilføjer:
– Og jeg er heldig med at have en ejendom, hvor der er god plads.

Der er plads til mange flere. Hvor mange kan kun fremtiden vise.