Jeg skal på toilettet, fem minutter før tissetrangen er der

Tekst: Jette Dideriksen, januar 2013

Susanne har, som de fleste rygmarvsskadede, problemer med at styre sin blære. - Det er svært, når man opdager, at man skulle have rejst sig for at gå på toilettet, fem minutter før man mærker trangen. Jeg må derfor bruge bind eller bleer for ikke at komme til at lugte, eller endnu værre, tisse i bukserne. Jeg kan styre min blære ca. 90 % af tiden, men jeg ved jo ikke, hvornår de der 90 % er, siger hun og griner med en dejlig, smittende latter.

At gå med store bind eller bleer er tabubelagt for mange. Det har det også været for Susanne, men det er det ikke mere. – Det rører mig faktisk ikke, fortæller hun. – Det giver rigtig meget ro rent psykisk, når jeg har bind på. Det er ikke særlig tit, jeg faktisk får brug for det, men det er en kæmpe lettelse, at jeg ikke behøver at gå og være bange for at tisse i bukserne. Det er jo heller ikke sjovt, når man hele tiden skal holde øje med, hvor langt man er fra et toilet.

Der er en enkelt ting, Susanne har måttet ændre på, fordi hun går med store bind. – Man skal altså lige huske på, hvilket tøj man tager på, når man går med bind. Det nytter ikke noget at have stramme bukser og en kort fiks jakke på, når man som jeg indimellem rejser sig fra kørestolen og går.

Kort om Susanne

Alder: 57 år
Familie: Single, har to voksne børn og to børnebørn
Beskæftigelse: Førtidspensionist
Diagnose: Non-traumatisk inkomplet tetraplegi
Følger: Nedsat gangfunktion, der bliver dårligere og dårligere (går med rollator), påvirket blærefunktion, smerter i arme og skuldre pga. slid
Rygmarvsskadens varighed: Ca. fem år
Susanne vil gerne være anonym. Hendes identitet er redaktionen bekendt.

Læs mere om Susanne

Det er lettere, når jeg ved, jeg skal klare mig selv

Kørestolen er min ven