Klysma, sex og katetre

Tekst: Ida Grøn, oktober 2012

At klare sig selv har altid været ekstremt vigtigt for Anders. Det insisterede han også på, efter at han som 22-årig var blevet behandlet på Hornbæk. Arbejdet blev hans tilflugtssted, hvor han lod sig suge ind i opgaverne og altid mødte op med et stort smil.

Hver dag måtte han dog kæmpe sig hjem og op til sin daværende lejlighed på fjerde sal. Og hver dag havde han uheld med afføring eller kom til at lade vandet i bukserne på vejen. Med en overaktiv blære som følge af skaden, skulle Anders lade vandet 20-30 gange om dagen. Det lærte han at leve med, og han skjulte for sine kærester, at han havde ufrivillig vandladning i sengen.

- Som 22-årig skjuler man sit handicap meget mere. Jeg skulle have været bedre til at tage imod hjælp og sætte mig ind i, hvad der var af muligheder for mig. Så havde jeg måske lært at RIKKE mig (tømme blæren med kateter) og havde fået en handicapbil. På den måde kunne jeg have undgået mange ydmygelser og kampe. Men det gik imod min ære, og jeg tænkte jo, at jeg ville blive rask, siger Anders.

Ingen problemer med kvinderne

Selvom Anders ikke kunne tage med i byen og danse, havde han aldrig problemer med det modsatte køn, for han er en meget kontaktsøgende og opmærksom person, som er god til at lytte.

I dag får Anders sin overaktive blære behandlet med botox hvert halve år, og han bruger kateter. Det betyder, at han ikke har uheld med vandladning. Klysma afhjælper ham med kronisk forstoppelse og sørger for, at han aldrig har uheld med afføringen i løbet af dagen.

Som mange rygmarvsskadede har Anders nedsat seksualfunktion og kan ikke holde rejsning uden præparater som Viagra (middel mod impotens). - Det er nemmere nu, hvor jeg er gift og har kendt min kone i mange år. Det var svært, inden jeg blev gift, for der går lidt tid inden præparatet virker, og koordinationen kan være i vejen i et nyt forhold, siger Anders.

Kort om Anders Beha

Alder: 37
Familie: Gift og far til dreng på 8 år
Beskæftigelse: Fleksjob
Diagnose: Non-traumatisk inkomplet paraplegi
Følger: Nedsat gangfunktion pga. spasticitet (går med stok), smerter, føleforstyrrelser og nedsat blære-, tarm- og seksualfunktion
Rygmarvsskadens varighed: 15 år

Læs mere om Anders

Lad hjulene rulle

Kørestol med fede fælge

Far – jeg tror ikke, du er her, når jeg bliver 18

Vennerne glemmer handicappet

En insisterende vilje