Kørestol hjælper på selvopfattelsen

Tekst: Lotte, november 2012
Foto: Louise Helmer Nielsen

Jeg var meget tilbageholdende med at anskaffe en manuel kørestol. Jeg kan jo sagtens gå – det gør bare frygteligt ondt. Min læge tog heldigvis fat i mig og sagde: - Du er ung, dit barn er lille, og du kan ikke engang tage med ham i Tivoli eller på juleudstilling. Det er ikke rimeligt for nogen af jer. Det har hun jo ganske ret i, og jeg er også super glad for min stol nu. Det er fantastisk at kunne fare rundt uden at få ondt og også uden at være bange for at falde.

Faktisk føler jeg mig også lidt mere smart, når jeg sidder i kørestol. Selvfølgelig skiller jeg mig ud i en stol, men jeg oplever, at stolen signalerer, at jeg har et handicap, og at det derfor er helt forståeligt og i orden, at jeg bruger et hjælpemiddel.

Det burde selvfølgelig også være helt i orden, når jeg kommer gående i min ”gakkede gangart”, men når jeg går, opfatter jeg mig mere som fjumret, utjekket og ”mærkelig”. Jeg har aldrig oplevet at blive chikaneret på nogen måde, så jeg burde jo bare være ligeglad med, hvad folk tænker. Det er jeg bare ikke - på samme måde, som de færreste er ligeglade med, hvordan de ser ud i tøjet. Bare fordi jeg har en rygmarvsskade, er jeg jo ikke uforfængelig eller uvidende om, at førstehåndsindtrykket betyder rigtig meget, når man møder mennesker, man ikke kender.

Lotte i sin kørestolVælger kørestolen fra

Selvom der er klare fordele for mig ved at bruge kørestolen, både fysisk og psykisk, bruger jeg den ikke særlig meget.

Dels fordi det f.eks. er lettere at gå, når der skal handles ind. Så er man ude over problemet med ikke at kunne nå varerne på hylderne, og det, at man ikke kan slæbe særlig meget med sig hjem i en kørestol.

Dels fordi jeg oplever en barriere i form af en følelse af utroværdighed, når jeg bruger kørestol. De fleste mennesker forventer jo, at man ikke kan gå, når man sidder i kørestol, og derfor kan man opleve en del overraskelse, når man rejser sig fra stolen.

Det er ikke nemt, men det bliver nemmere

Jeg ved, at det eneste, der er at gøre ved det, er at blive ved med at vise og forklare omverdenen, at der kan være flere grunde til, at man har behov for et hjælpemiddel. Det er bare ikke altid, at jeg orker at påtage mig denne informationsopgave, og derfor vælger jeg i stedet at gå, selvom jeg får så frygteligt ondt.

Heldigvis bliver det lettere og lettere for mig at bruge stolen, jo mere jeg oplever, at den forbedrer min livskvalitet pga. færre smerter og mulighed for at deltage i flere aktiviteter.

Så hvem ved, måske bliver det på et tidspunkt lige så naturligt for mig at hive stolen som skoene frem, når jeg skal ud ad døren.

Kort om Lotte

Alder: 40 år
Familie: Alenemor til teenager
Beskæftigelse: Førtidspensionist, frivilligt arbejde
Diagnose: Non-traumatisk inkomplet paraplegi
Følger: Smerter og spasticitet i benene samt nedsat blære- og tarmfunktion
Rygmarvsskadens varighed: 10 år
Lotte vil gerne være anonym. Hendes identitet er redaktionen bekendt.

Læs mere om Lotte

Begrænsninger skaber privilegier

Pension – et uundgåeligt valg

Frivilligt arbejde er også arbejde

Når fordommene tager over

Den svære start med hjælpemidler

Stil krav til dine hjælpemidler

Accepter situationen, som den er

Lad os bryde tavsheden

Prutter og pokerfjæs

At slingre som en beruset – når man ikke er det

Når rygmarvsskaden overskygger det væsentlige

Tak, jeg har det skidt!

Det gode fællesskab

Den svære balancegang

Feriemålet skal vælges med omhu