Kørestolen er min ven

Tekst: Jette Dideriksen, januar 2013

Susannes rygmarvsskade kom snigende over en lang årrække. Den startede med slidgigt i hals og nakke, som var så voldsom, at det medførte en rygmarvsskade. I starten havde lægerne meget svært ved at finde ud af, hvad der egentlig var galt, og Susanne fik bare sværere og sværere ved at gå og stå.

- Det var en stor glæde og lettelse, men samtidig også et nederlag, at få diagnosen, fortæller Susanne. - Det er altid svært at skulle sluge en sådan besked, når man nu gerne vil være i fuld vigør.

Eftersom Susannes gang blev mere og mere kluntet, og hun havde svært ved at klare selv de mest banale ting, besluttede hun sig for at tale med lægen om eventuelle hjælpemidler.

- At få dropfodsskinne og rollator var et gode på mange måder, men også svært at acceptere. Man føler sig straks mere syg, end man jo rent faktisk er.

Efter en del år med disse hjælpemidler fandt Susanne ud af, at hun havde brug for lidt mere, så hun søgte om en kørestol. - Kørestolen er blevet min ven, for med den kan jeg komme fremad, uden at det virker så kluntet. Hun har godt nok styrke i benene, men har svært ved at styre musklernes bevægelser. - På de gode dage går og står jeg så vidt muligt og lader så kørestolen stå – dog kun inden døre.

Susanne har i dag også crosser og bil. - Så kan jeg stadig komme ud til de ting, jeg holder så meget af, nemlig ridning, naturen, kulturelle aktiviteter, fitness og zumba. Det er vigtigt for mig.

Kort om Susanne

Alder: 57 år
Familie: Single, har to voksne børn og to børnebørn
Beskæftigelse: Førtidspensionist
Diagnose: Non-traumatisk inkomplet tetraplegi
Følger: Nedsat gangfunktion, der bliver dårligere og dårligere (går med rollator), påvirket blærefunktion, smerter i arme og skuldre pga. slid
Rygmarvsskadens varighed: Ca. fem år
Susanne vil gerne være anonym. Hendes identitet er redaktionen bekendt.

Læs mere om Susanne

Det er lettere, når jeg ved, jeg skal klare mig selv

Jeg skal på toilettet, fem minutter før tissetrangen er der