Mentorordning - en at tale med

Artikel om det et-årige mentorprojekt på landets to rehabiliteringscentre blev publiceret i det videnskabelige tidsskrift Spinal Cord i maj i år. Resultatet af projektet viser, at mentorordningen er et vigtigt supplement til den professionelle indsats på rehabiliteringscentrene. Nu er det håbet, at ordningen kan udvides og gøres permanent.

Tekst: Dorte Dahl Hoffmann

I 2016 gennemførtes et ét-årigt projekt, hvor RYK, Klinik for Rygmarvsskader og Vestdansk Center for Rygmarvsskade arbejdede sammen om at etablere et landsdækkende korps af mentorer.
I projektperioden indsamlede vi en del data for at få større viden om, hvad det betyder at have mulighed for at få en mentor, mens man er indlagt første gang på et rehabiliteringscenter.

Baggrund

Baggrunden for at iværksætte projektet var en erkendelse af, at vi, der arbejder som professionelle på centrene, ikke har personlige erfaringer med dét at være rygmarvsskadet, og dermed har vi kun en teoretisk viden på området. Den teoretiske viden er nødvendig, men den kan ikke stå alene. De, der har personlig erfaring med noget, taler med meget større troværdighed end dem, der blot har teoretisk viden. Tilsammen udgør den teoretiske viden og den personlige erfaringsbaserede viden en stærk kombination.

Videnskabelig evidens

Inden for andre specialer og i andre lande er der efterhånden god, videnskabelig evidens for, at det gavner at have kontakt til én, der har personlig erfaring, frem for kun at tale med nogen, der har teoretisk viden. Man bliver mere motiveret og kan pludselig se, at det faktisk er muligt at klare sig på de ændrede vilkår. Når mennesker, der har en rygmarvsskade, mødes i uge 30 på RYKs seminar, eller når svenske rygmarvsskadede deltager i Rekrytteringsgruppens arrangementer, så er det netop denne effekt, man ønsker at fremme. Her kommer de erfarne til at fremstå som forbilleder, der viser det gode eksempel i den måde, de lever deres liv, og dét lærer de nye meget af.

Manglende ressourcer

Indtil projektet blev sat i gang, var vi, der arbejder i Hornbæk og Viborg, meget bevidste om, at når der var mulighed for det, så arrangerede vi møder mellem de nye og de erfarne, bl.a. i forbindelse med kontrolbesøg og pårørendedage. Det gjorde vi, fordi vi kunne se, at de nye lærte meget af mødet, og de erfarne ville gerne dele ud af deres viden. I Hornbæk var der allerede en ordning med et korps af mentorer (Reflex). Vi havde dog et stort, fælles ønske om et mere organiseret tilbud om møder med en god mentor. Det var blot svært at gennemføre, da vi på centrene ikke havde ressourcer til at arbejde koncentreret med opgaven, og vi må erkende, at det er ressourcekrævende, hvis det skal gøres godt.

Økonomisk støtte 

I 2015 var vi så privilegerede, at det blev muligt gennem økonomisk støtte fra flere fonde og opbakning fra ledelserne på centrene. Med fondsmidler kunne vi i en etårig periode ansætte projektpersonale, der kunne varetage det arbejde, som projektet og indsatsen medførte. Personalet bestod af i alt fem deltidsansatte personer: En fælles projektleder, to centerkontakt-personer med sundhedsfaglig uddannelse og to mentorkontakt-personer, der selv har en rygmarvsskade og som derfor har personlige erfaringer på området. Vi formåede i et tæt samarbejde mellem RYK, Hornbæk og Viborg at oprette et landsdækkende mentorkorps, bestående af 57 frivillige mentorer, der fik tilbud om at få dækket transportudgifter i forbindelse med arbejdet som mentor. 

52 gennemførte forløb

I løbet af det år, hvor projektet kørte, nåede vi at gennemføre 52 mentorforløb, hvor indlagte patienter mødtes med mentorer, som var nøje udvalgt, således at mentor matchede patienten i forhold til alder, køn, skadesomfang, interesser, job eller hvad der nu blev vurderet mest relevant i den enkelte situation.
Vi bad deltagerne om at udfylde et spørgeskema, inden de mødte deres mentor første gang og igen efter, at de havde haft det sidste møde. Af økonomiske og tidsmæssige årsager var vi nødt til at begrænse os i projektperioden, og derfor valgte vi som udgangspunkt at tilbyde op til tre møder.
Resultaterne fra spørgeskemaet viste, 11 havde et enkelt møde, 13 havde to møder, mens 20 mødtes tre gange. Resten havde af særlige årsager haft flere møder. To tredjedele af deltagerne syntes, at antallet af møder var passende, mens den sidste tredjedel gerne ville have haft flere.

Bidrager til håb 

Vi spurgte lidt ind til deltagernes livskvalitet. Her kunne vi se en tydelig forbedring i løbet af mentorforløbet; af forskellige årsager kan vi ikke tillade os at påstå, at denne forbedring udelukkende skyldes mentorordningen, men vi kan i hvert fald konkludere, at den kan have været medvirkende til, at deltagerne selv synes, at de har fået det bedre, bl.a. ud fra de kommentarer, som deltagerne gav i spørgeskemaet. De beskrev, at det var rigtig godt at tale med en mentor, én, der selv havde prøvet at være i situationen, fordi det gav en oplevelse af, at man ikke er den eneste i verden, der har det på denne måde; at de kunne se, at der var håb forude, og at tingene ville blive normaliseret. De fik en forståelse for, at deres tanker og følelser ikke havde været forkerte.

Det store spørgsmål

Tre fjerdedele af deltagerne tilkendegav, at det havde været en fordel for dem at tale med en mentor frem for en fagperson. Årsagen til dette var en følelse af, at det er nemmere for en mentor at sætte sig i patientens sted, fordi mentoren selv har prøvet at være i situationen. Syv deltagere vidste ikke, hvad de skulle svare på spørgsmålet. Tilsvarende mente alle på nær fire, at det havde været en fordel at tale med en mentor frem for familie eller venner, da familie og venner kan have svært ved at forstå, hvad det vil sige at have en rygmarvsskade; nogle udtrykte et ønske om at skåne familien for de svære tanker, og nogle mente, at visse emner kan være for private og intime at tale med familie og venner om.
Det emne, der blev talt mest om, var det store spørgsmål om, hvordan livet kan leves efter udskrivelsen. Desuden blev der talt meget om praktiske problemer og løsningsforslag, og der blev givet mange gode råd vedrørende hjælpemidler. 

Stor tilfredshed

Vi fik mange positive tilkendegivelser og kommentarer, hvor af vi kunne se en stor tilfredshed med mentorforløbene. Der var også nogle få, der svarede, at de ikke havde fået noget brugbart ud af møderne; i de tilfælde kunne det have været interessant at få mulighed for at spørge ind til, hvad der lå bag svarene, for på den måde at kunne gøre det anderledes og bedre i de følgende forløb. Generelt var der dog en stor tilfredshed med tilbuddet. Tre vidste ikke, hvad de skulle svare, mens alle øvrige ville anbefale andre at tage imod tilbuddet. Ingen ville helt fraråde det. Mange deltagere tog sig også tid til at takke for, at de havde fået mulighed for at mødes med en erfaren mentor, og denne tak kan jo passende gives videre her, til alle dem, der indvilgede i at være med i vores mentorkorps. Det har betydet meget for mange!

Nødvendigt supplement

Da projektperioden udløb i starten af 2017 blev det besluttet, både i Hornbæk og i Viborg, at vi ikke kan undvære mentorordningen. Den er et nødvendigt supplement til den professionelle og faglige indsats, som patienterne tilbydes, når de indlægges til rehabilitering.
Derfor er de mentorkontakt-personer, der blev ansat i projektet, stadig ansat i nogle timer om ugen på de to centre, foreløbigt i tidsbegrænsede ansættelser. De varetager koordinering og planlægning af tilbuddet om en mentor, og de er til stede på centrene, så de nye patienter kan få svar på nogle af de spørgsmål, som de tumler med. Heldigvis er vores mentorkorps også vokset, så det nu består af endnu flere engagerede og dygtige mentorer. Desværre er vi ikke sikre på, at vi fortsat har penge til at kunne tilbyde kørselsgodtgørelse til mentorerne, men det må vi arbejde på at finde, da det ikke er rimeligt, hvis mentorerne skal have udgifter på at arbejde frivilligt.

Ønske om udvidelse af ordningen

Det er vores håb, at ordningen udvides og gøres permanent, også i lyset af, at det er oplagt at fortsætte i nye projekter. Der er mange ting, vi kunne tænke os at undersøge nærmere: Hvad vil det betyde, hvis mentortilbuddet kan startes, mens man er indlagt, og fortsætte så længe, man har brug for det efter udskrivelsen? Vil det være en idé at tilbyde mentorer til de pårørende? Og hvad får mentorerne ud af kontakten med de nye? Der er mange spørgsmål, som blot venter på at blive undersøgt.

Tak til TRYG Fonden, Bevica Fonden, Vanførefonden, Aage & Johanne Louis-Hansens Fond og Spejdernes Genbrug, der støttede os økonomisk og gjorde det muligt at gennemføre projektet.

Dorte Dahl Hoffmann, projektleder, fysioterapeut og klinisk specialist på Vestdansk Center for Rygmarvsskade.

Reference: Hoffmann, D. D., Sundby, J., Biering-Sørensen, F., & Kasch, H. (2019). ”Implementing volunteer peer mentoring as a supplement to professional efforts in primary rehabilitation of persons with spinal cord injury”. Spinal Cord, maj 2019. Link til artikel: nature.com/articles/s41393-019-0294-0

 

Faktaboks

Mentorkorpset består af 57 mentorer (37 mænd og 20 kvinder) i alderen 20 til 76 år. Af disse blev 34 involveret i mentoropgaver i projektperioden. 52 indlagte patienter gennemførte forløbet og indgik i projektets resultater. De 52 mentees var 33 mænd og 19 kvinder, i alderen 19 til 77 år.
Mentorkontakt-personerne har personlige erfaringer med livet efter en rygmarvsskade. De er p.t. ansat i tidsbegrænsede stillinger i Hornbæk og Viborg. De er til stede på centrene, men har ikke adgang til at læse patientjournaler eller andet materiale. De har tavshedspligt.