Pension - et uundgåeligt valg

Tekst: Lotte, november 2012

Jeg har en non-traumatisk rygmarvsskade, der har udviklet sig over mange år, og det var meget sent i forløbet, at det gik op for mig, at jeg vist fejlede noget, og endnu senere, at jeg fik en diagnose.

Som nyuddannet startede jeg i mit første job, da min søn var et halvt år gammel. Jeg skulle således finde mig til rette i et krævende job, samtidig med at jeg tumlede med alle de udfordringer, som et lille barn medfører i det daglige. Disse forhold er nok skyld i, at jeg i et par år ikke tænkte så meget over, at jeg var træt, noget så ufattelig træt.

Så træt, at min lille dreng ofte måtte undvære mælken til sin morgenmad. Ikke fordi jeg havde glemt, at vi ikke havde mere, men fordi jeg ikke orkede at gå ind at købe noget, da vi gik forbi Brugsen på vej hjem fra vuggestue.

Så træt, at tallerkener og rester fra aftensmaden stadig stod på bordet, når vi stod op om morgenen, og så træt, at jeg sad og glædede mig til, at min dreng skulle puttes ved 19-tiden, så jeg selv kunne komme i seng.

Da jeg fik min diagnose, gik det op for mig, at det ikke var normalt at være så træt, og at det ikke handlede om en overgangsperiode, mens udfordringerne på hjemmefronten og arbejdspladsen var store.

Det handlede heller ikke om, at jeg skulle tage mig sammen og træne mine smerter og stivheden i benene væk.

Det enkle valg

Det gik op for mig, at jeg havde en permanent funktionsnedsættelse, og at jeg kunne vælge mellem mit arbejdsliv og mit privat- og familieliv. Det stod klart for mig, at jeg ikke kunne det hele, og valget var enkelt; så enkelt, at jeg ikke opfatter det som et valg. Jeg måtte opgive mit arbejde.

For mig var det, at få en diagnose, afgørende for mit liv. Det gav mig en helt anden selvopfattelse og forståelse for, hvordan jeg skulle indrette min hverdag. Det er vanskeligt at få hjælp til noget, man ikke selv kan forklare og forstå, og at få bevilget en førtidspension på diffuse symptomer som smerter og træthed vil være både meget vanskeligt og tidskrævende – hvis muligt overhovedet.

Jeg er ikke bitter. Det ligger vist ikke til mig, men det kan da godt ærgre mig, at ingen af de speciallæger, jeg gennem hele mit liv har konsulteret pga. smerter i ben og lænd samt vandladningsproblemer, har set ud over deres eget speciale og tænkt, at der måtte være en årsag til de symptomer, jeg døjede med.

Der skal ikke herske tvivl om, at jeg helst ville tjene mine egne penge, men jeg har aldrig fortrudt, at jeg opgav mit job. Karriere og den identitets- og selvværdsfølelse, der følger med den, er meget værd, men ikke så meget som familien og mit liv som menneske.

Kort om Lotte

Alder: 40 år
Familie: Alenemor til teenager
Beskæftigelse: Førtidspensionist, frivilligt arbejde
Diagnose: Non-traumatisk inkomplet paraplegi
Følger: Smerter og spasticitet i benene samt nedsat blære- og tarmfunktion
Rygmarvsskadens varighed: 10 år
Lotte vil gerne være anonym. Hendes identitet er redaktionen bekendt.

Læs mere om Lotte

Begrænsninger skaber privilegier

Frivilligt arbejde er også arbejde

Når fordommene tager over

Den svære start med hjælpemidler

Kørestol hjælper på selvopfattelsen

Stil krav til dine hjælpemidler

Accepter situationen, som den er

Lad os bryde tavsheden

Prutter og pokerfjæs

At slingre som en beruset – når man ikke er det

Når rygmarvsskaden overskygger det væsentlige

Tak, jeg har det skidt!

Det gode fællesskab

Den svære balancegang

Feriemålet skal vælges med omhu