Sådan begyndte det

Tekst: Lotte Tobiasen, august 2012

Michael er en ung mand, der ser ganske rask og normal ud, som han sidder og fortæller om, hvordan han for nogle år siden fik hovedpine og synsforstyrrelser og gik til sin egen læge, der ikke kunne stille en diagnose. Fra den ene dag til den anden kunne han ikke længere tisse. - Det var meget ubehageligt, og vi tilkaldte vagtlæge, men han ville ikke tømme min blære, husker Michael. I stedet fik han morfin for at tage de smerter, den fyldte blære gav ham.

Senere fik Michael lagt permanent kateter på et sygehus.

Imidlertid fik han også føleforstyrrelser i arme og ben. - De sov, og jeg kunne ikke mærke forskel på varme og kulde eller bevæge mine fingre normalt. Det var en meget mærkelig oplevelse.

Han gik derfor til en fysioterapeut i håb om, at hun kunne hjælpe ham. Hun blev meget bekymret over symptomerne og sendte ham til egen læge, der indlagde ham på neurologisk afdeling.

Endelig diagnose

Først efter flere ugers indlæggelse fik Michael diagnosen transversel myelit (betændelse i rygmarven) og blev sat i medicinsk behandling, som stoppede udviklingen og fjernede hovedpinen og føleforstyrrelserne.

Michael får ikke længere behandling for sin rygmarvsskade, men lever i stedet forholdsvis uproblematisk med de få følger, den har givet ham.

- Min seksualfunktion er nedsat, og jeg kan ikke tisse normalt, så jeg må bruge kateter, hver gang jeg skal tømme min blære.

Dertil kommer, at Michael har spasmer (ufrivillige bevægelser) i benene. Han har fravalgt medicinsk behandling på grund af bivirkninger. Spasmerne kommer, når han er træt, og forsvinder igen, når han er udhvilet. Han har vænnet sig til dem og får ikke længere søvnen forstyrret af spasmerne. Som han siger med et skævt smil: - De gør ikke ondt, og jeg går også helt normalt, så det er nok mest min kæreste, der er plaget af dem, fordi jeg ligger og spjætter om natten.

Kort om Michael

Alder: 31
Familie: Samlevende og vordende far
Beskæftigelse: Ordinært fuldtidsjob
Diagnose: Non-traumatisk inkomplet rygmarvsskade på grund af transversel myelit (rygmarvsbetændelse)
Følger: Spasmer i benene samt nedsat blære- og seksualfunktion
Rygmarvsskadens varighed: Fem år
Michael vil gerne være anonym. Hans identitet er redaktionen bekendt.

Læs mere om Michael

Åbenhed er det bedste

Spørg dig frem

Kan jeg tillade mig at kalde mig rygmarvsskadet?