Spørg dig frem

Tekst: Lotte Tobiasen, august 2012

Michael har problemer med at få udløsning og har derfor heller ikke kunnet gøre sin kæreste gravid ad naturlig vej. Han talte med sin egen læge om det, men han kunne ikke hjælpe ham og henviste til urologisk afdeling.

Parret valgte dog at gå i fertilitetsbehandling på grund af lang ventetid på urologisk afdeling. Ved de første fire forsøg fik Michael udtaget sædceller ved en biopsi (vævsprøve) uden resultat. Via en bekendt hørte Michael om en særlig vibrator kaldet FertiCare, som kan give rygmarvsskadede mænd udløsning.

- Vi gav oplysningen videre til fertilitetsklinikken, fortæller Michael og fortsætter en smule forarget: - Her kom de i tanke om, at sådan en havde de da liggende.

Første forsøg med vibratoren gav resultat, og nu glæder Michael sig til, at han om nogle måneder skal være far til tvillinger.

- Jeg er ærgerlig over, at jeg ikke på et tidligere tidspunkt fik vejledning om dette hjælpemiddel. Det havde sparet os for meget, både bekymringer, tid og penge. Det undrer mig, at man på fertilitetsklinikken ikke var opmærksom på denne mulighed, og det bekræfter mig i, at man selv skal være meget opsøgende.

Kort om Michael

Alder: 31
Familie: Samlevende og vordende far
Beskæftigelse: Ordinært fuldtidsjob
Diagnose: Non-traumatisk inkomplet rygmarvsskade på grund af transversel myelit (rygmarvsbetændelse)
Følger: Spasmer i benene samt nedsat blære- og seksualfunktion
Rygmarvsskadens varighed: Fem år
Michael vil gerne være anonym. Hans identitet er redaktionen bekendt.

Læs mere om Michael

Sådan begyndte det

Åbenhed er det bedste

Kan jeg tillade mig at kalde mig rygmarvsskadet?