Tak, jeg har det skidt!

Tekst: Lotte, november 2012
Foto: Louise Helmer Nielsen

Når folk spørger mig, hvordan det går, er mit svar som regel: - Det går godt. Ofte er det, fordi jeg fornemmer, at spørgeren ikke ønsker et ærligt svar. Sådan er det bare. Men svaret kommer også rigtig tit, når spørgeren er en god ven, som jeg sagtens kan være ærlig overfor.

Nogle gange er det heldigvis et ærligt svar, men ofte er det ikke fyldestgørende i forhold til min almene tilstand. Hvorfor så dette svar?

Nogle gange skyldes det, at jeg lige i det øjeblik, hvor der spørges, har det godt, simpelt hen fordi jeg er glad for samtalen med en kær veninde, og fordi samtalen med hende fjerner fokus fra mine smerter eller bekymringer.

En anden årsag kan være, at jeg ubevidst svarer på, om alt er, som det plejer, eller om der er nogle forandringer. Jeg kan jo ikke hver gang svare, at jeg har ondt der og der, at jeg er træt og ked af, at jeg ikke har orket at købe aftensmad osv.

Lotte

En flot facade

En psykolog sagde en gang til mig: - Et af dine største problemer er, at du er så god til at anlægge en meget flot facade.

Det gør jeg, fordi jeg vil beskytte mine omgivelser. Fordi jeg ved, at tristhed og problemer ikke er fremmende for gode relationer og afslappende samvær, og fordi jeg har brug for at ”holde fri” fra mine udfordringer.

Jeg kommer måske derfor til at virke utroværdig, når jeg melder ud, at jeg har det skidt fysisk og/eller psykisk og har brug for hjælp og støtte.

Der er jo ingen, der ser, hvordan jeg ser ud bag hjemmets fire vægge, når facaden er brudt ned, og det sociale samvær og dets evne til at fjerne fokus fra problemer er erstattet med ensomhed og daglige rutiner.

Jeg har dog ikke tænkt mig at ændre på denne problemstilling ved at begynde at svare ærligt og udførligt, når jeg bliver spurgt, hvordan det går.

Mit håb er, at jeg kan være medvirkende til, at rygmarvsskadedes familier, kolleger og sagsbehandlere får forståelse for, at de skal bore lidt efter oplysningerne, hvis de ønsker et reelt indtryk af, hvordan rygmarvsskadede har det. Samtidig skal de tage oplysningerne alvorligt, når disse handler om, at man har det skidt. Det er sjældent, man siger, man har det skidt, hvis det ikke er tilfældet. Men det omvendte er nok ikke ualmindeligt.

Kort om Lotte

Alder: 40 år
Familie: Alenemor til teenager
Beskæftigelse: Førtidspensionist, frivilligt arbejde
Diagnose: Non-traumatisk inkomplet paraplegi
Følger: Smerter og spasticitet i benene samt nedsat blære- og tarmfunktion
Rygmarvsskadens varighed: 10 år
Lotte vil gerne være anonym. Hendes identitet er redaktionen bekendt.

Læs mere om Lotte

Begrænsninger skaber privilegier

Pension – et uundgåeligt valg

Frivilligt arbejde er også arbejde

Når fordommene tager over

Den svære start med hjælpemidler

Kørestol hjælper på selvopfattelsen

Stil krav til dine hjælpemidler

Accepter situationen, som den er

Lad os bryde tavsheden

Prutter og pokerfjæs

At slingre som en beruset – uden at være det

Når rygmarvsskaden overskygger det væsentlige

Det gode fællesskab

Den svære balancegang

Når ferien giver selvværd